Klassisk Homøopati
- Krop og sind i balance
Klassisk Homøopati er en behandlingsform med homøopatisk medicin.
Homøopatisk medicin har altid som princip at stimulere menneskers egne selvhelende evner.
Dette foregår i et samspil med kroppens indre livskraft, der altid forsøger at være i den størst mulige balance og holde kroppen bedst muligt fri for symptomer.
Det er denne indre livskraft, homøopatiske midler stimulerer til at komme i den bedst mulige balance uden symptomer. Det kræver et homøopatisk middel, der er i lighed med den ubalance, der er i personen. Stimuleres livskraften med en lignende påvirkning, vil den begynde at rydde op i symptomerne.
Homøopatisk medicin
Homøopatisk medicin er fremstillet ved findeling og bankning (udvikling af medicinsk kraft), der ifølge Hahnemann: ”med sin egen specielle fremgangsmåde udvikler de indre, åndelige kræfter ved de rå substanser. Dette gør dem alle særdeles endda umåleligt, gennemtrængende, virksomme og lægende, selv de, der i rå tilstand ikke har den ringeste medicinske virkning på den menneskelige organisme. Denne bemærkelsesværdige omdannelse af naturlige stoffers egenskaber gennem den mekaniske indvirkning på deres mindste partikler udvikler de latente dynamiske kræfter, som tidligere ikke kunne skelnes og som faktisk lå i dvale i partiklerne” (Organon, Hahnemann S. 173).
Ovenstående er den forklaring som Hahnemann for to hundrede år siden kunne give på homøopatiske lægemidlers virkning. I dag hvor ny forskning kan måle magnetisme, er det konkluderet og dokumenteret, at de forskellige homøopatiske potenser indeholder forskellige magnetiske fotoner og derfor bygger på velkendte naturlove og kvantemekaniske principper. Homøopatisk medicins helbredende evner kan i dag forklares med ”lignende resonansfrekvenser i homøopatisk medicin, helbreder lignende resonansfrekvenser i de patogene kredsløb”. (Larsen Arvin 23.01. 2018).
Behandling med Homøopatisk medicin
Med denne tekst vil jeg gerne give dig et indblik i den forståelse jeg har af, hvordan de homøopatiske midler virker i den menneskelige organisme.
Når jeg ordinerer et homøopatisk middel, har det som formål at stimulere menneskets egen iboende helingsevner, og skabe den størst mulige indre harmoni og balance, som det er muligt, for den enkelte. Det gives ud fra den forståelse, at ethvert menneske har i sig sin egen unikke opbygning af en indre livskraft. Denne kraft vil opretholde mennesket i den størst mulige balance og harmoni, så enhver er bedst mulig i stand til at skabe sig et live, som de holder af.
Bliver mennesket sygt er det denne selv-opholdende livskraft, der ikke længere er i harmoni, i samklang med hele kroppens indre rytmer. Livskraften er usynlig og kan kun tilkendegive denne indre ubalance udtrykt gennem fysiske symptomer og i følelser og tanker. Disse symptomer er udgangspunktet til at finde et homøopatisk middel, der matcher med dem. Klassisk homøopati er en af de behandlingsformer, der behandler med det formål at afstemme disse indre ubalancer.
Hovedvægten af de kroniske symptomer viser kun hvor konflikterne ulmer bag den forsvundne livsrytme og hvorfor symptomerne manifesterer sig præcist i dette organsystem. Alt i livet består af rytmiske bevægelser, synergetiske og er organiserede i cyklusser. Falder vi ud af disse rytmiske ordener, bliver vi syge.
Heling er altid processen om at finde vores vej tilbage til ordenen i naturen som et hele og vore eget livs rolle i dette hele. En af organismens principper er livets rytme. Så længe det er muligt, vil organismen følge denne livsrytme og bevare et godt helbred.
Forklaring af et forløb og dets behandlingstrin
Den homøopatiske samtale
En ca. to timers samtale hvor du som klient bliver bedt om at beskrive dig selv, din livshistorie og de symptomer du har haft eller som du har og det du ønsker behandling for. Dette giver mig som behandler kendskab til præcise detaljer om dine nuværende symptomer, og evt. tidligere behandlede sygdomme. Jeg vil stille mange spørgsmål, der skal give mig en forståelse af dig og helheden i dit symptombillede. Det er det samlede billede af denne samtale, der afgør valget af det homøopatiske middel. Dette er ifølge Hahnemann den eneste måde, man kan finde det mest passende homøopatiske middel på. Sygdomme i den fysiske krop betragtes som en manifestation af en disharmoni i det indre.
Det er personen som helhed, der behandles.
Lighedsprincippet
Erfaringer viser at symptomer fra en sygdom kan behandles med det homøopatiske middel, der hos en rask person vil fremkalde lignende symptomer.
Den homøopatiske medicin
De homøopatiske dynamiske midler er baseret på produkter fra enten planter,
mineraler eller dyr.
Der gives i behandlingen kun ét middel ad gangen, da der i princippet kun er et middel,
der passer på det samlede symptombillede.
Efter indtagelsen af det rette homøopatiske middel stimuleres kroppen til at sætte gang i en helende proces.
Reaktioner på behandlingen
Homøopatisk behandling er en proces, hvor det homøopatiske middel vil stimulere kroppens egne selvhelende evner til at rydde op i symptomerne og bevæge sig mod en sundere helbredstilstand.
Det kan betragtes om at rulle filmen tilbage, symptomer der kan være blevet undertrykt, kan komme op til overfladen for derefter igen at forsvinde. Et klassisk eksempel er eksem hos et barn, der er blevet behandlet med kortisoncreme, som derved er forsvundet og som så senere udvikler astma.
Gives et velvalgt homøopatisk middel, der er i overensstemmelse med lighedsloven,
vil astmaen forsvinde og eksemen vil dukke op igen for senere igen forsvinde af sig selv.
Undersøgelse
Ifølge en undersøgelse om virkningerne af klassisk homøopati af Helle Andersen (1999, s. 19) opnår 73 % af brugerne i undersøgelsen enten at deres problem er væk eller at de har opnået en bedring.
Litteratur
Andersen, Helle Egebjerg (1999): en undersøgelse af Klassisk Homøopati, Dansk Selskab for Klassisk Homøopati.
Homøopatiens historie
Den græske læge Hippokrates ca. 460 f. kr. til ca. 370 f. kr. var af den opfattelse, at der findes to forskellige principper for helbredelse. Den ene er Modsætningsprincippet, hvor der ordineres en substans, som forårsager det modsatte af sygdommens symptomer denne fremgangsmåde benyttes i konventionel vestlig medicin. Den anden er lighedsprincippet, hvor der ordineres en substans, som frembringer de samme symptomer som sygdommens symptomer. Denne fremgangsmåde benyttes i homøopati.
Paracelsus (1493 - 1541 ) var en schweizisk læge og alkymist og
den første, der mente, at man kunne blive rask ved at indtage små doser af det, som gjorde en syg. Han lagde vægt på den græske Signaturens Doktrin, der indikerer at alt i naturen: Mineraler, planter og dyr bærer ”guds signatur” som indikerer de helbredende egenskaber de har. Ifølge Paracelsus har alle planter og mineraler aktive bestanddele, som kan helbrede. Hans kemiske og lægelige eksperimenter lagde grunden for moderne medicin og farmakologi. Hans introduktion af mange nye mediciner som sulphur, jern, opium og arsenik, samt tro på lighedsprincippets gør ham til en nøglefigur i homøopatiens udvikling.
Han var den første der formulerede det homøopatiske grundprincip: similia similibus curentur – lige vil med lignende helbredes.
Den tyske læge og kemiker Samuel Hahnemann (1755 - 1843) grundlagde den klassiske homøopati, som den bliver anvendt i dag. Han systematiserede brugen af lighedsprincippet, idet han erfarede at ved indtagelse af kina-bark udviklede han symptomer, der lignede dem fra sygdommen Malaria. Kina-bark blev på den tid betragtet som et effiktivt middel mod malaria. Hermed havde han genopdaget lighedsprincippet, om at et lægemiddel, der fremkalder bestemte symptomer hos en rask person, vil virke helbredende på en syg person med disse symptomer.
Hahnemann foretog herefter omkring hundrede ”lægemiddelprøvninger”, hvor en gruppe raske mennesker indtog forskellige stoffer og omhyggeligt noterede de symptomer, som midlet fremkaldte hos dem hver især. Disse blev kategoriseret og systematiseret af Hahnemann og derefter omskrevet til den første homøopatiske Materia Medica. Han udfærdigede de tre grundprincipper i homøopatisk behandling, nemlig lighedsprincippet, der gives mindst mulig dosis af midlet og der gives kun et middel af gangen.
Homøopatien har siden bredt sig til store dele af verden også til Danmark, hvor det første homøopatiske hospital i København var virksomt fra 1913 til 1950.